Der har gået et rygte om, at Orø – Holbæk færgen i nærmeste fremtid ville stoppe med at bringe beredskabet til Orø om natten – Det ville det efterlade øen uden mulighed for hjælp fra fastlandet på nær ambulancehelikopter, da der ikke er indgået en aftale med Østre Færge
Rygtet er IKKE korrekt, Orø bliver IKKE efterladt uden mulighed for hjælp om natten. Som med alle rygter, er der en lille gran af sandhed – Der er nemlig ønsker fra Holbæk færgens ledelse, om at overdrage beredskabsansvaret til Østre Færge. Altså at transport af ambulancer, brandvæsen og politi flyttes tilbage til Østre Færge. Om det vil ske, er endnu ikke afklaret.
Holbæk Kommune understreger, at de fortsat har fuldt natberedskab på færgen, og at kommunen ikke vil efterlade Orø uden beredskab. Så færgen ligger fortsat stand-by i Holbæk hver nat og er klar til at sejle med ambulance, brandvæsen og politi.
Der har desværre været et tilfælde, hvor alarmcentralen tilsyneladende ikke var klar over, at politiet har adgang til Orø døgnet rundt og at færgen i Holbæk lå klar hele natten. Den misforståelse er nu løst, og politi og brandvæsen meddeler, at vagtpersonalet er klar over, at de skal sende politi- og brandbiler med færgen fra Holbæk.
Indtil der er en officiel aftale om overtagelse af beredskab, har færgen Orø – Holbæk ansvar for transport til øen. Der sker ingen ændringer, før der indgås en aftale med Østre Færge om at overtage beredskabet. Sker det, vil vi og Holbæk Kommune naturligvis melde det ud og samtidig sikre, at sundhedsvæsenet, politi og brandvæsenet bliver ordentligt informeret.
Med venlig hilsen
Kåre Hendriksen
Formand for færgekontaktudvalget