Lægerne Bysøstræde har i øjeblikket stort fokus på at styrke bemandingen på Orø og skabe en mere robust løsning omkring både sygeplejerske- og lægedækningen.
På sygeplejerskesiden er vi allerede godt på vej. En ny sygeplejerske er ansat og starter sin oplæring i uge 34. Derudover forventer vi endnu en sygeplejerske med opstart den 1. oktober. Det betyder, at vi fremover får flere medarbejdere omkring opgaven og dermed bliver mindre sårbare ved eksempelvis ferie og sygdom.
På lægesiden har vi desværre modtaget en opsigelse fra Christine Lodberg, som har varetaget funktionen som ø-læge. Vi vil gerne takke Christine for hendes store indsats på Orø.
Pia, som er medejer af klinikken og gennem tiden har fungeret som vikar for Christine, vil frem til udgangen af september være på Orø i september. (3/9 + 17/9 + 24/9)+(Anette d. 7/9). I september tilrettelægger vi en ny plan for lægedækningen hvor Pia stadig bliver en del af løsningen.
Lægerne Bysøstræde er i fuld gang med at rekruttere en ny læge til Orø. Vi er i dialog med flere relevante kandidater.
Vores ambition er ikke blot at finde en hurtig løsning, men at finde en holdbar løsning. Det kræver det rette faglige og personlige match, den nødvendige kvalitet og samtidig en løsning, der fungerer i praksis med den geografiske afstand.
Vi har stor forståelse for, at der kan være spørgsmål og måske også en vis utålmodighed omkring bemandingen. Vi håber samtidig på tillid til, at opgaven har meget høj prioritet hos os, og at der arbejdes målrettet med den.
Med de nye sygeplejersker på vej og en aktiv rekruttering af ny læge er vi godt i gang med at skabe en mere robust bemanding omkring tilbuddet på Orø.
Vi orienterer naturligvis igen, når den kommende lægeløsning er endeligt på plads.
Med venlig hilsen
Peter G. Knudsen
Lægerne Bysøstræde
+45 53800300
