Vi blev tidligere på måneden gjort opmærksom på at satellit-lægepraksissen på Orø var opsagt af Region Sjælland, med ophør den 1. december 2022.
På baggrund af dette rettede vi henvendelse til regionen og har bedt dem skitsere planen, da mødepunktet ”Kapacitet i almen praksis på Orø” den 16. maj er behandlet som lukket punkt og dermed ikke refereret.
Her til morgen har vi modtaget følgende svar fra Region Sjælland:
”En midlertidig aftale med den nuværende læge udløb med udgangen af maj måned, og Det nære sundhedsudvalg i Region Sjælland har derfor på møde den 16. maj 2022 besluttet, at regionen vil afdække mulighederne for at tiltrække en praktiserende læge til Orø og dermed øge lægedækningen på øen. Det betyder, at aftalen om den nuværende satellitpraksis på Orø ophører den 1. december 2022. Der forventes at komme mere information inden sommerferien. Punktet på dagsordenen var lukket, hvorfor der ikke er noget referat tilgængeligt.”
Det er en rigtig god nyhed, at Orø igen får sin egen praktiserende læge og vi ser frem til mere information.