Klage over ny vejmarkering af Hammer Bakke

Orø Lokalforum har indledt en klagesag vedrørende det etablerede 2 minus 1 vejforløb på Hammer Bakke. Vi har kontaktet en fagperson på området, og på baggrund af det blevet opmærksomme på, at vores klage er fuldkommen valid.

Læs klage og kommunikation nedenstående. Brug genvejsknapper eller scroll ned af siden. Seneste kommunikation er øverst:

03. januar 2024
(Orø Lokalforum til Frederikssund Kommune)

Opfølgning på vores svar af den 19. december 2023.

Du skriver i dit seneste svar: ”Vedrørende udførsel af tællinger, så anbefales det ikke at tælle i sommermånederne, da dette ikke giver retvisende tællinger, da trafikken kan variere meget.”

Det er muligt at man i Frederikssund Kommune ikke trafiktæller i sommermånederne, men det er ikke ”ulovligt” at tælle om sommeren, og kaldes endda en ”sommertælling” i Vejdirektoratets tællekalender.

I andre kommuner bruges ”sommertællinger” – særligt hvis vejen fører til et sommerhusområde, turistattraktioner, færge eller andre stærkt sæsonbelastede områder. I disse kommuner danner sommertællingen samt en tælling uden for højsæson grundlag for vejforløbets udformning.

Det er vores holdning:

  • At det er fakta, at mange undersøgelser viser at hastigheden øges efter ændring til 2 minus 1 vej.
  • At mødesigt bør tage hensyn til og bygge på de erfaringer (undersøgelser) der allerede er gjort med etablering af 2 minus 1 veje.
  • At der burde have været udført en grundig undersøgelse af trafikken (antal og hastighed) på Hammer Bakke både i og uden for højsæsonen, før etablering af 2 minus 1 vejforløbet.
  • At 2 minus 1 vejforløbet på Hammer Bakke skal fjernes, da der ikke er taget hensyn til de faktiske trafikale forhold.

19. december 2023
(Orø Lokalforum til Frederikssund Kommune)

Vi mangler stadig et svar på, hvordan I forholder jer til det virkelige og ikke det ønskede liv, i forhold til at trafikanter på 2 minus 1 veje ikke overholder fartgrænserne (se afsnittet Hastighed i tidligere mail).

Som jeg har skrevet tidligere, viser undersøgelser at 2 minus 1 veje ikke i sig selv øger trafiksikkerheden. Ulykkesanalyserne viser, at den bedste sikkerhedseffekt af en 2 minus 1-veje opnås, hvis den målte hastighed (85 % – fraktilen) efter ombygning nogenlunde matcher hastighedsgrænsen.

Vi må gå ud fra at jeres fornemste opgave er at etablere og bygge sikre vejforløb, med udgangspunkt i det virkelige liv. 2 minus 1 vejforløbet på Hammer Bakke har gjort dagligdagen mere usikker for alle inklusive cyklister og fodgængere. Hvis Frederikssund Kommune for alvor vil sikre sidstnævnte, burde man etablere en sti for de bløde trafikanter.

Det er vores holdning, at mødesigt bør tage hensyn til og bygge på de erfaringer der allerede er gjort med etablering af 2 minus 1 veje – alt andet vil være at spille hasard med trafikanter og gåendes liv. Det er også vores holdning, at der ikke kan opnås et sikkert mødesigt på Hammer Bakke og 2 minus 1 vejforløbet derfor bør fjernes.

I forhold til dit svar om tælling i sommermånederne mm. vil jeg undersøge og vende tilbage.

18. december 2023
(Frederikssund Kommune til Orø Lokalforum)

Vedrørende udførsel af tællinger, så anbefales det ikke at tælle i sommermånederne, da dette ikke giver retvisende tællinger, da trafikken kan variere meget.

Som du selv skriver har I dage hvor der kommer u proportionelt mange køretøjer, her er det netop vigtigt for trafiksikkerheden, at beboerne langs vejen kan færdes sikkert.

2 minus 1 vejen på Hammer Bakke er generelt ikke en hastighedsdæmpende foranstaltning, vi har skiltet hastigheden ned på hele strækningen, da det er vores vurdering, at en lavere hastighed er berettiget på strækningen.
2 minus 1 vejen er kun etableret der hvor den nødvendige oversigt kunne sikres.

Med de informationer om tilflytning til Orø vil vi gerne foretage trafiktællinger på strækningen i de måneder, hvor det kan anbefales at gøre dette som til marts i 2024.

10. december 2023
(Orø Lokalforum til Frederikssund Kommune)

Det er korrekt, at det ikke er et krav at der foretages trafiktælling inden etablering af 2 minus 1 veje. Det er dog anbefalet, at der laves en hastighedsmåling inden og efter etablering/ændring af vejforløb.

Frederikssund Kommunes trafiktælling er fra 2015 og må dermed siges at være er af ældre dato. Bedre bliver det ikke af at denne trafiktælling tilsyneladende er fra april måned i 2015. April måned var og er trafikal lavsæson for Hammer Bakke.

Orø er vokset siden 2015
I januar 2015 var befolkningstallet på Orø 848 borgere. Januar 2023 var befolkningstallet på Orø 1003 borgere – en stigning på 18,28% (kilde: Danmarks Statistik). Orø har ca. 1.200 fritidshuse hvoraf ca. 17% benyttes som helårsbolig. I 2015 var ca. 8% af øens fritidshuse til salg. I dag er kun ca. 1,3% til salg. Der har de senere år været en stor udskiftning og mængden af fritidshusejere er steget. Generelt er tendensen også, at Orøs nye fritidshusejere benytter deres fritidshus mere eller lejer dem ud til turister. Siden 2015 har Orø også oplevet en markant stigning i gæster, både endags og overnattende turister. Øens store mængde fritidshuse befolkes fortrinsvis fra maj til september, hvilket også er sæson for turister.

Højsæsonen
Ugerne 29-31 er absolut højsæson, hvor Orøs befolkning mangedobles, når turister og fritidshusgæster medregnes. Østre Færge, som Hammer Bakke er tilkørselsvej til, fragter i denne periode, på den store færge gennemsnitligt 6 x 37 køretøjer i timen (personbiler og motorcykler). I spidstimerne indsættes den lille færge, der sejler i pendulfart for at mindske køerne. Den lille færge sejler med ca. 58 køretøjer i timen (personbiler og motorcykler). Spidstimetrafikken for Østre Færge bliver således 280 køretøjer. Hertil kommer cyklister og gående der har efterladt køretøjet på Sjælland. Der skal derfor kun ganske få køretøjer (med anden destination end Orø) til, før spidstimetrafikken overskrider de anbefalede 300 køretøjer i timen. Hvis vi i de travleste timer medregner køerne på både Hammer Bakke og Orø siden, overskrides de anbefalede 300 køretøjer i timen.

Særlige dage med stor trafik
Orødagen afholdes årligt første søndag i juni. På denne dag er Østre Færge gratis for alle og køretøjer holder i lange køer ad Hammer Bakke for at gæste Orø. Her er der ingen tvivl om at trafikken til Østre Færge alene overskrider spidstimetrafikken på 300 køretøjer. Det samme gør sig gældende, når den lokale motorcykelklub afholder det årlige MC Island Orø træf i august, hvor motorcykler, amerikanerbiler og veteran køretøjer gæster øen. Her rammer spidstimetrafikken 400-500 køretøjer i timen.

Hastighed
Som vi før har nævnt, må man gå ud fra at ikke alle overholder fartgrænserne og den nye 2 minus 1 vej derfor skaber større mulighed for ulykker.
I Vejdirektoratets rapport nr. 543. 2 minus 1 veje Erfaringsopsamling, står der at 2 minus 1 vejen i sig selv ikke virker som hastighedsdæmpende. Undersøgelsen bygger blandt andet på data fra Gurrevej i Helsingør Kommune hvor hastigheden blev målt i fem forskellige snit, og på trods af de ændrede hastighedsbegrænsninger var hastigheden meget højere end det skiltede.

  • 40 km/t: Gennemsnitshastighed: 53-57 km/t, 85 % – fraktil: 63-68 km/t
  • 50 km/t: Gennemsnitshastighed: 60-65 km/t, 85 % – fraktil: 69-76 km/t

Ulykkesanalyserne viser, at den bedste sikkerhedseffekt af en 2 minus 1-veje opnås, hvis den målte hastighed (85 % – fraktilen) efter ombygning nogenlunde matcher hastighedsgrænsen.

Konklusion
Frederikssund Kommunes trafiktælling fra april 2015, giver ikke et korrekt billede af virkeligheden på vejstrækningen Hammer Bakke. Den reelle spidstimetrafik i højsæsonen ligger bekymrende tæt på eller overskrider anbefalingerne for 2 minus 1 veje, mange gange i løbet af et år.

I et tidligere svar fra Frederikssund Kommune, skriver I at mødesigt skal være 80 meter ved 40 km/t og 110 meter ved 50 km/t. På baggrund af Vejdirektoratets rapport nr. 543, og med den formodning at bilisterne på Hammer Bakke opfører sig på samme måde, danner det grundlag for at betvivle, at der kan opnås et ansvarligt mødesigte på den kurvede og kuperede Hammer Bakke.

Krav om tilbagerulning af 2 minus 1 vejforløb
På baggrund af ovenstående vil vi bede Frederikssund Kommune og Nordsjællands Politi om hurtigst muligt at revurdere og ændre vejmarkeringer på Hammer Bakke, så de tilgodeser forholdene og sikrer en sikker afvikling af trafikken.

17. november 2023
(Frederikssund Kommune til Orø Lokalforum)

Der er ikke foretaget en nyere trafikmåling på Hammer Bakke og det er heller ikke et krav ved etablering af 2 minus 1 veje. Det er derfor ikke korrekt, at politiet giver deres godkendelse ud fra en trafikmåling. Ved etablering af 2 minus 1 veje, så skal man opfylde krav i vejreglerne om maksimal hastighedsgrænse på 60 km/t, krav om vogn- og kantbane bredde samt krav om mødesigt. Derimod er der anbefalinger i vejreglerne, som definerer at spidstimetrafikken ikke bør overskride 300 Køretøjer/time og årsdøgnstrafikken ikke bør være over 3.000 køretøjer. Kommunen ligger inde med en trafikmåling fra 2015. Ved fremskrivning af årsdøgnstrafikken (ÅDT)  til 2023-tal vil ÅDT være på 870 køretøjer. Trafikmængden på Hammer Bakke ligger derfor langt under anbefalingerne i vejreglerne.

Angående udrykningskøretøjer på strækningen så er forholdene uændrede fra før etableringen af 2 minus 1 vejen. Udrykningskøretøjer skal, som før, tage hensyn til det snoede og bakkede terræn. Som du rigtigt nok nævner, så skal udrykningskøretøjer nu tage hensyn til, at der nu kan køre et køretøj i midten af vejen.

 Som Alex skriver, så måles oversigten mellem 2 punkter 1 m over vejens midterlinje. En personbil måler generelt 1,5 m i højde mens en ambulance måler ca. 2,6 m i højde. Derfor er oversigten meget bedre for en ambulance pga. dens højde og kan både se og blive set i en længere afstand end de 80 m, som vejreglerne foreskriver. Nordsjællands politi har været inddraget i hele processen og har godkendt etableringen af strækningen som to minus en vej.

11. november 2023
(Orø Lokalforum til Frederikssund Kommune)

Tak for dit svar, som vi desværre, efter at have rådført os med en fagperson, ikke kan acceptere.

Vores fagperson siger først og fremmest at vejforløbet på Hammer Bakke, efter hans overbevisning, ikke er egnet til 2 minus 1 vejforløb. Han nævner ligeledes, at normal procedure er at man laver en trafikmåling inden man ændrer vejforløb. Det er blandt andet på baggrund af denne trafikmåling, at politiet vurderer og giver deres endelige godkendelse. Det er hans opfattelse, at der ikke er lavet en trafikmåling på strækningen Hammer Bakke.

2 minus 1 vejforløbet tager ikke hensyn til at vejen er eneste færdselsåre til et færgeleje, hvor udrykningskøretøjer i dag- og aftentimerne benytter vejen for at servicere de over tusinde borgere der bor på Orø – disse køretøjer skal kunne komme frem hurtigt, uden at være til fare for sig selv og andre. I dette tilfælde kan dine beregninger på bremseafstand ikke bruges, da udrykningskøretøjer kører hurtigere og redder liv ved at komme hurtigt frem. En effekt af 2 minus 1 vejforløbet på den snoede og kuperede Hammer Bakke vej er, at udrykningskøretøjer kommer langsommere frem, da de skal tage hensyn til at der kan køre en bil midt på vejen bag næste sving eller bakke.

Der melder sig på baggrund af ovenstående følgende spørgsmål:

  • Er der lavet en trafikmåling inden implementeringen af 2 minus 1 på Hammer Bakke?
  • Hvis ikke, hvordan har Frederikssund Kommune og Nordsjællands Politi kunnet godkende ændringen?
  • Er Frederikssund Kommune opmærksom på hvor kritisk og vigtig infrastruktur denne vej er for Orø, med tanke på de mange udrykningskøretøjer der benytter vejen?

Som du sikkert kan forstå, kan vi ikke acceptere din afvisning, af vores ønske om at vejforløbet bliver rullet tilbage og vil om nødvendigt bringe sagen videre til pressen og højere instanser.

Vi afventer dit snarlige svar i håbet om at vi kan løse problematikken uden at inddrage andre.

10. oktober 2023
(Frederikssund Kommune til Orø Lokalforum)

Tak for din henvendelse, beklager det sene svar.

Vi har i forbindelse med projektet og før afmærkningen blev etableret, både kørt og gået strækningen igennem.

Vi har fysisk på stedet opmålt, at der er den nødvendige oversigt til etablering af 2 minus 1 vej ved gennemkørsel med den skiltede hastighed.

Vores afmærkningsentreprenør har ligeledes i forbindelse med opstribningen kunnet konstatere, at der var den nødvendige oversigt.

Efter etableringen, har kommunen også kørt strækningen igennem, i tilsynsbilen ”KIA Rio” hvor der ikke blev konstateret nogen problemer med oversigten.

Et oversigtsareal går fra 1 meter over kørebanen til 1 meter over kørebanen, mødesigt ved 40 km/t, skal man kunne se 80 meter frem og ved 50 km/t, skal man kunne se 110 meter frem.


Som dine billeder så fint viser kan man ikke se kørebanen på den anden side af bakken, men det er muligt, at se en genstand der er 1 meter eller højere over kørebanen.


Stopsigt for 40 km/t, er 40 meter og ved 50 km/t, 55 meter.

På nuværende tidspunkt, foretager vi os ikke yderligere i sagen.

Venlig hilsen

Vej og Trafikingeniør
Frederikssund Kommune


31. august 2023
(Orø Lokalforum har sendt følgende klage til Frederikssund Kommune – Vej og Trafik og Nordsjællands Politi)

Klage over ny vejmarkering af Hammer Bakke

Der er denne sommer blevet ændret på vejmarkeringer (2-minus-1 vejforløb) og reguleret i fartbegrænsningerne på vejen Hammer Bakke – 4050 Skibby.

Denne vej bruges flittigt af fastboende og besøgende til og fra Orø. Det er vores og mange af disse trafikanters holdning, at brugen af 2-minus-1 vejforløb er decideret farlig på en strækning der er så kurvet og kuperet, som Hammer Bakke er – der er simpelthen ikke tilstrækkeligt udsyn, på store dele af vejforløbet, til at orientere sig om hvad der kommer efter næste sving eller bakke.

Sikker vej er i alles interesse
Jeres intentioner med at skabe en sikker vej er prisværdig og fartbegrænsningerne fuldkommen forståelige, men at bruge 2-minus-1 vejtypen til at regulerer trafikken på denne vejstrækning er en alvorlig fejl, der skaber nye muligheder for ulykker, for alle trafikanter inklusive cyklister og fodgængere.

Krav om revurdering
Vi vil derfor bede Frederikssund Kommune og Nordsjællands Politi om hurtigst muligt at revurdere og ændre vejmarkeringer på Hammer Bakke, så de tilgodeser forholdene og sikrer en sikker afvikling af trafikken.

Billeddokumentation
Bemærk venligst, at vedlagte billeder er taget fra en varebil, hvor man sidder en del højere end en almindelig personbil.