Der er potentiale for markant vækst i antallet af almene boliger på Orø. Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling har netop indstillet en godkendelse af et forhåndstilsagn for opførelse af 25 almene boliger på øen. Projektet omfatter 10 ældreboliger og 15 familieboliger. Det er Orø Lokalforum, Holbæk Kommune og Vestsjællands Almene Boligselskab (VAB) der står bag initiativet.
Sagen skal nu behandles i Økonomiudvalget og derefter i Kommunalbestyrelsen, men den positive indstilling fra Plan, Bolig og Lokal Udvikling sender et stærkt signal om politisk vilje til at imødekomme det store behov for boliger på Orø.
Ø-tilskuddet er nøglen
Projektets realisering forudsætter et “ø-tilskud” fra Social- og Boligstyrelsen. Dette engangstilskud er indført for at dække de ekstra omkostninger forbundet med at bygge almene boliger på småøer. Tilskuddet udgør i 2025 466.783 kr. pr. bolig.
Holbæk Kommune skal på vegne af VAB ansøge om dette tilskud. Dog er puljen for “ø-tilskud” ved at være opbrugt, med tilskud til kun 9 boliger tilbage. Kommunen søger alligevel tilskud til alle 25 boliger i håb om, at ubrugte tilsagn frigives, eller at puljen udvides. Hvis der ikke bevilges “ø-tilskud” for alle familieboligerne, vil projektet blive genovervejet. Ansøgning om “ø-tilskud” kan ske frem til november 2026.
Nødvendig ny lokalplan og kommunal grundkapital
For at de 25 almene boliger kan blive en realitet, er en ny lokalplan for området i Bybjerg nødvendig. Derudover vil etableringen af boligerne kræve en samlet kommunal grundkapital på cirka 4,7 millioner kroner, beregnet ud fra maksimumsbeløbene for 2025. Dette beløb skal finansieres af det budgetterede beløb, der er afsat til udmøntning af boligstrategien.
De 10 ældreboliger vil efter færdiggørelse blive anvist 100 procent af Holbæk Kommune, som har bekræftet et behov for flere almene ældreboliger på Orø. Boligtyperne forventes at blive 10 ældreboliger på 70 kvm og 15 familieboliger på 80 kvm, med en samlet byggesum på 52,8 millioner kroner.
Processen for godkendelse af almene boliger er blevet fremskyndet for dette projekt, da “ø-tilskuddet” er en tidsfølsom faktor. Projektet repræsenterer en vigtig skridt mod at imødekomme boligbehovet på Orø og styrke øens udvikling.
