Samtlige bestyrelsesmedlemmer i Orø Lokalforum trækker sig

OPDATERING 04-06-2022

Der er måske fundet en løsning for Lokalforum

Efter møde og flere dages forhandlinger, er vi kommet frem til en vedtægtsændring om medlemskab og valgbarhed, Holbæk Kommune har accepteret. En vedtægtsændring, vi håber Orø kan stemme ja til på en generalforsamling.

————–

Vedtægtsændringsforslag bliver:
Medlem/ Valgbar er alle borgere, der er fyldt 16 år og bosiddende i lokalområdet eller tilknyttet en bestyrelse i en forening i lokalområdet.

I stedet for kommunens første krav som var:
At alle uden begrænsning kunne blive medlemmer og samtidig være valgbare.

Forslag til vedtægtsændring vil berører §3 og §5.

————–

Det er rigtig sørgeligt at vi skulle så langt ud, at bestyrelsen måtte trække sig, før Holbæk kommune tog vores indsigelse alvorligt og fjernede deres ubegrænsede krav.

Den afgåede bestyrelse vil i løbet af den næste dage indkalde til en ny ordinær generalforsamling, som afholdes i slutningen af denne måned (juni 2022). Deadline for forslag til vedtægtsændringer mm. vil blive annonceret i denne indkaldelse.

Tidligere modtaget ændringsforslag, til Lokalforum vedtægter og Færgekontaktudvalg kommissorium vil blive ført videre til denne generalforsamling.


OPDATERING 31-05-2022
Efter den samlede bestyrelse den 25. maj trak sig fra Orø Lokalforum, grundet uenighed om Holbæk Kommunes nye vedtægtskrav til foreningen, blev vi senere samme dag inviteret til dialog med ønske om at finde en fælles løsning på problematikken.

Denne formiddag holdt vi (tidl. formand og tidl., næstformand) således møde med Holbæk Kommune, vedrørende deres krav om vedtægtsændringer.

Mødet var generelt løsningorienteret, men manglede i vores øjne et vigtigt element. Nemlig, hvem der kan sidde i bestyrelsen. Vores forslag er: ”En bestyrelse på 5 personer, hvoraf mindst 3 skal være bosiddende på Orø”. Det giver plads til at alle med tilknytning til lokalområde 4305 kan deltage i bestyrelsesarbejdet og der til enhver tid er en majoritet af fastboende, med fingeren på den daglige puls, i bestyrelsen.

Da vi stod fast på majoriteten i bestyrelsen, udbad Holbæk Kommune sig nogle dage til at vende vores forslag med jurister og evt. udvalg inden de svarer.

Forhandlingerne foregår i en god tone og vi fik pillet nogle torne ud i dag. Nu afventer vi kommunens udspil og melder ud igen.


OPRINDELIGT INDLÆG 25-05-2022

Et krav fra Holbæk Kommune, om ændring i vores vedtægter gør at bestyrelsen enstemmigt har besluttet at trække sig fra deres poster i Orø Lokalforum. Som følge heraf aflyses den planlagte generalforsamling den 30. maj 2022.

Holbæk Kommune informerede i går (mandag den 23. maj 2022 – kl. 16:30), at man ønsker at ændre vores vedtægter således at, ALLE lige meget om du bor på Bornholm, Japan eller på månen, kan blive medlem, stille op til bestyrelsen og stemme ved generalforsamlinger. Der behøves ingen nærmere tilknytning til Orø – Er du medlem så kan du stille op og stemme som alle andre.

Kommunens krav om vedtægtsændring er ikke til debat. Samarbejdsaftalen og det årlige tilskud fra kommunen ophører, hvis vi ikke tilføjer sætningen ”åbent og tilgængeligt for alle”. Der er i kommunes vedtægtsændring ikke defineret nogen som helst begrænsninger for hvem der kan være medlemmer og deltage i beslutninger der vedrører Orø.

Alle bestyrelsesmedlemmer gik ind i arbejdet, for at styrke vores lokalsamfund, som et sted der er sikret børnehus, skole, læge, kirke, kultur- og fritidsaktiviteter, vintertjeneste, teledækning mm. Alt sammen noget der i høj grad er vigtigt for den fastboende del af Orø og i mindre grad nødvendigheder for den del af øen, der ikke har fast bopæl på Orø.

Alle bestyrelsesmedlemmer er glade for vores fritidshusejere og de er altid velkommen til at komme med forslag eller deltage i vores arbejde. Som historien vil vise, arbejder vi ihærdigt med alle opgaver, lige meget hvem der kommer med dem.

Orø er særegen i Holbæk Kommune, da der er flere ikke fastboende end fastboende. At give disse grupper samme indflydelse, kan de facto betyde, at det bliver ikke fastboende der kommer til at beslutte og prioritere arbejdsopgaverne. Bestyrelsen mener, at Orø Lokalforum er som navnet siger, et forum for de lokale og det er de lokale der sammensætter bestyrelsen. Ligesom Holbæk Kommunes byråd er sammensat af vælgere bosat i kommunen.

En arbejdsgruppe faciliterede i 2021 tilblivelsen af Orø Lokalforum. Arbejdsgruppen udarbejdede foreningens vedtægter i tæt samarbejde med repræsentanter fra Holbæk Kommune. Kommunens Fællesskaber var med til den stiftende generalforsamling og havde i forhold til vedtægter, ingen indsigelser.

Lokalforum kan som forening ikke sammenlignes med en normal fritidsforening. Et lokalforum har mange gange store samfundsvigtige emner oppe. Såsom institutionspladser, lægeordning, infrastruktur og senest Corona testcenter. Bare for at nævne nogle emner, dette lokalforum har arbejdet med.

Denne bestyrelse gik ind i arbejdet med de nuværende vedtægter som grundlag. Disse vedtægter siger at stemmeberettiget og valgbare er: Medlemmer af Orø Lokalforum som er fyldt 16 år og er bosat i lokalområde 4305. I dag kan alle blive medlemmer, også ikke fastboende. Eneste forskel er, at ikke fastboende, ikke kan stille op til bestyrelsen og stemme ved generalforsamlinger

Det er denne bestyrelses holdning, at fastboende øboere, har et bedre indblik i dagligdagen og udfordringerne året rundt. Derfor bør det også være fastboende der vælger den bestyrelse de vil have.

Om bestyrelsen senere skal udvides med en eller flere pladser til ikke fastboende, er en mulighed vi gerne ville have kigget ind i, hvis kommunen var gået i dialog med os. Ligeledes mener vi, det ville være korrekt hvis en sådan vedtægtsændring blev sat til afstemning på en generalforsamling.

Orø Lokalforums bestyrelse har givet Holbæk Kommune – Kultur og Fritid, til i dag 25. maj. 2022 til at komme med en tilbagetrækning af vedtægtskravet. Hvis Holbæk kommune holder fast i, at de nuværende vedtægter, ikke er i overensstemmelse med samarbejdsaftalen og vi dermed ikke er samarbejdspartner og modtager det årlige tilskud, vil vi informere Orø om situationen og samlet trække os fra bestyrelsen.

Derefter må Holbæk Kommune rage kastanjerne ud af ilden!

Den afgående formand og kasserer afvikler foreningen administrativt og økonomi i samarbejde med kommunen, medio juni 2022.