Orø-færgen skal på ekstraordinært værftsophold

Færgefarten Orø-Holbæk
Færgefarten Orø-Holbæk

Vi videreformidler nedenstående meddelelse fra Færgefarten Orø-Holbæk


Orø-færgen har de seneste uger haft lidt tekniske udfordringer med det ene af vores 2 propellersystemer. Det Esbjergbaserede propellerfirma West-marine har nu været her 3 gange for at afhjælpe problemerne, men der har været visse udfordringer, da hovedparten af et propellersystem sidder uden for selve skibsskroget(”ude i vandet”).

Ved sidste teknikerbesøg blev der konstateret saltvand i færgens gearolie, hvilket er kritisk og kan medføre et egentligt havari, hvorved færgen så ikke kan sejle længere.

Derfor er der med stor hast indgået en aftale med et skibsværft, så færgen kan komme i dok. Så skal gearet skilles ad, renses, have skiftet lejer, smøres og have nye pakninger.

Vores afløserfærge – SMÅLANDSHAVET – er lejet ind fra Lolland og betjener ruten imellem Orø og Holbæk, mens vores egen færge er på værft. SMÅLANDSHAVET kan ikke have så mange biler med, men 98 passagerer på hver overfart. Der vil blive sejlet efter den normale sejlplan, dog sejles afgangene 21.30 og 22.00 IKKE, mens vores egen færge er væk.

Orø-færgen afsejler til værft søndag middag d. 4. september, hvorefter SMÅLANDSHAVET overtager. Det er uvist, hvor længe det vil tage at få udbedret skaderne på gearet, men West-marine og Assens Værft har en formodning om, at vores egen færge er tilbage i drift på ruten imellem Orø og Holbæk torsdag-fredag(8-9. september). Men dette skøn er behæftet med usikkerhed. Dog ligger der en palle med reservedele og pakninger klar på kajen, når færgen ankommer til skibsværftet mandag d. 5. september kl. 06.00.