Der var engang…
Sådan starter alle gode eventyr, men dette er ikke et eventyr – der var virkelig engang hvor Orø havde sit eget nyhedsmedie “Orø Nyt”, der skrev om alt det der rørte sig i lokalsamfundet. I dette blad blev store som små emner taget op, så hele øen var opdateret.
Bladet blev drevet af en lille gruppe meget ihærdige ildsjæle og Orø Nyt var elsket og støttet af rigtig mange på øen. Hvis vi ikke fik sagt det den gang, vil jeg gerne på vegne af Lokalforum sige tak for jeres store indsats.
Dette eventyr stoppede desværre, da der ikke kunne findes nye kræfter til at overtage, men eventyret kan fortsætte hvis der er nye frivillige der vil løfte opgaven – så læs nedenstående og overvej eventuelt, om det ikke er noget for dig.
Skal vi have gang i en Orø avis?
Som resultat af Lokalforums visionsdag blev vi en lille gruppe, der skal prøve at hjælpe gang i etableringen – eller genetableringen – af en uafhængig ”avis” til alle på Orø.
Vi forestiller os en hjemmeside, hvor der er artikler om aktuelle emner for Orø og tilsvarende. Lige nu er arbejdstitlen Orø Posten. Kom gerne med et bedre navn.
De nærmere rammer for en hjemmeside ligger ikke fast. Det overlader vi til en kommende arbejdsgruppe.
Vi tænker, at indholdet med passende mellemrum printes og uddeles til de få, der ikke har mulighed for at komme på internettet.
Hvis det skal blive til noget, skal nogen melde sig
Derfor holder vi et åbent møde onsdag den 15. november kl. 19.00 i ”Cafelokalet” i Forsamlingshuset.
Kom til mødet, hvis du har lyst til at være med. Der er mange opgaver som: Redaktør, journalist, hjemmesidelayouter, korrekturlæser, fotograf eller andet.
Eller send en mail til kaarehendriksen@gmail.dk, hvis du ikke har mulighed for at deltage.